Nyhedsbreve
30.06.2026
Sommerhilsen fra Louise Louring
Kære Venstre i Odder.
Siden mit seneste nyhedsbrev er der sket meget. Danmark har fået en ny regering, Venstre har været på Folkemødet, og jeg har fået mine nye ordførerskaber på plads.
Samtidig banker sommerferien på døren, og inden vi alle trækker stikket, kan i få en status på mit politiske arbejde her og en hilsen til dig og dine nærmeste.
Nyt fra Christiansborg
Lars Løkke Rasmussen viste tydeligt, at han prioriterer personer frem for politik, og derfor har Danmark fået en ny og en rød regering. For Venstre betyder det en ny rolle i oppositionen. Det er en rolle, vi tager på os med en masse energi og ansvar.
Vi kommer til at arbejde for tydelige liberale aftryk på dansk politik, og vi vil holde regeringen op på dens løfter. Når regeringen fremlægger gode forslag, er vi klar til at samarbejde konstruktivt. Men vores støtte kommer ikke gratis.
Jeg vil fortsat kæmpe for ansvarlig økonomi, en stram udlændingepolitik og gode vilkår for danske virksomheder.Inden det politiske arbejde for alvor gik i gang, skulle Venstres ordførerskaber fordeles.
Derfor er jeg også meget glad for nu at kunne fortælle, at jeg er blevet Venstres ordfører for både uddannelse og forskning samt for arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljø
Som arbejdsmiljøordfører bliver en af mine vigtigste opgaver at sikre, at nye regler og initiativer ikke skaber unødigt bureaukrati for virksomhederne. Danmark skal være et godt land at arbejde i – men også et godt land at drive virksomhed i.
Jeg tror på, at vi kan skabe trygge og sunde arbejdsmiljøer uden at drukne virksomhederne i regler og dokumentationskrav. Derfor vil jeg følge regeringens initiativer tæt og arbejde for løsninger, der skaber kvalitet i arbejdslivet i stedet for mere bøvl.
Samtidig vil jeg have et særligt fokus på stress og arbejdsulykker. Alt for mange danskere oplever et arbejdsliv præget af mistrivsel eller bliver ramt af ulykker, som kunne være forebygget. Her er der fortsat et stort forbedringspotentiale, hvis vi vil sikre et godt arbejdsliv for alle.
Uddannelse og forskning
På uddannelses- og forskningsområdet bliver kunstig intelligens et af mine centrale fokusområder. AI kommer til at forandre vores samfund markant i de kommende år. Derfor skal vores uddannelsessystem være rustet til den virkelighed, som elever, studerende, arbejdstagere og virksomheder allerede er på vej ind i. Vi skal sikre, at vores uddannelser følger med udviklingen, så Danmark fortsat kan være blandt verdens mest innovative lande.
Samtidig vil jeg holde et vågent øje med regeringens prioriteringer på forskningsområdet. Investeringer i forskning er investeringer i fremtidens vækst, arbejdspladser og potentielle løsninger på flere af Danmarks udfordringer. Derfor er det afgørende, at vi fastholder et højt ambitionsniveau. Samtidigt mener jeg også, at vi skal blive bedre til at hente forskningsmidler fra EU.
Fra Folkemødet til kommunalbestyrelsen
I forrige uge gik turen til Folkemødet på Bornholm, hvor Venstre endnu engang havde en stærk tilstedeværelse med masser af debatter, samtaler og politiske møder.Jeg deltog blandt andet i debatter om foreningsliv, elitesport og europæisk politik. Jeg var så heldig at være i selskab med blandt andre Morten Løkkegaard, hvor vi på scenen diskuterede en række aktuelle spørgsmål og perspektiver for Europas fremtid.
Heldigvis blev der også tid til at nyde stemningen på havnen med en kold is i solen mellem de mange arrangementer.
Efter nogle intense dage på Bornholm var det godt at vende hjem til Jylland igen.
Selvom sommerferien nærmer sig, fortsætter arbejdet i kommunalbestyrelsen i Odder. Når man beskæftiger sig med politik på nationalt plan til hverdag, så er det altid rart også at være med til at forbedre konkrete problemer i det nære.
Sommeren nærmer sig
Jeg tror, at de fleste af os kan mærke, at sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Selvom Folketinget aldrig holder helt fri, og både udvalgsmøder, forhandlinger og politiske drøftelser fortsætter gennem sommeren, forsøger jeg nu alligevel at koble af et par uger. Tid med familien, får mig i hvert fald altid til at få ny energi. Jeg håber også at I alle sammen får tid til at lægge benene op og nyde sommeren.
Som arbejdsmiljøordfører kan jeg i den grad påpege at det er vigtigt med pauser fra en travl hverdag. ;-)
Tak fordi I læste med.Tak fordi I følger med i mit arbejde – både på Christiansborg, i kommunalbestyrelsen og rundt omkring i landet. Jeg ønsker jer og jeres familier en rigtig god sommer.
Kærlig hilsen
Louise Louring